Forældreweekend på Møn

Kreds Vestsjælland har ansøgt om midler fra DH’s lokalpujle 2022.
Vi er så heldige, at vi kan annoncere, at vi har modtaget et beløb, så Kreds Vestsjælland igen i år har mulighed for at afholde forældreweekend (for pårørende) på kolonien Ulvshale i Stege på Møn.

Kolonien Ulvshale

Weekenden er udelukkende for medlemmer af Landsforeningen Autisme, Kreds Vestsjælland!

Der er kun 25 pladser, så man skal skynde sig at melde sig til.

Link til tilmelding og mere information, kan findes her

Tillykke til Landsforeningen Autisme med 60 års jubilæet

Bestyrelsen i Kreds Vestsjælland, Landsforeningen Autisme ønsker hele Landsforeningen Autisme tillykke med de 60 år i dag.

Landsforeningen Autisme blev stiftet D. 14. september 1962 under navnet “Psykotiske Børns Vel” af en gruppe forældre og fagfolk. Siden da er der sket meget og rigtig megen ny viden er kommet til indenfor området.

Kreds Vestsjælland er naturligvis repræsenteret ved receptionen i dag, hvor vi fejrer jubilæet sammen med andre frivillige fra Landsforeningen Autisme, ligesom vores protektor H.K.H. Prinsesse Marie også vil deltage i arrangementet.

Det kan følges live her: 60-års jubilæumsreception – Landsforeningen Autisme (autismeforening.dk)

Arrangement for sendiagnosticerede mænd

Det er med stor glæde og stolthed, at vi i kreds Vestsjælland kan byde velkommen til Ole Anders Rauff til et arrangement for sendiagnosticerede mænd og deres pårørende. Det har været efterspurgt og vi har virkelig set frem til at kunne lave et sådant arrangement for mænd, ligesom vi havde et for kvinder i foråret/forsommeren.

Ole Anders Rauff er selv sendiagnosticeret autist og mand,
og han arbejder bl.a. som

autismekonsulent/pårørendevejleder. Han er også forfatter til bogen
“Autisme i parforholdet”, og så er han ikke mindst en erfaren foredragsholder.

Arrangementet finder sted på Slagelse Bibliotek d. 9. oktober 2022
fra kl. 14.00 – 17.00.

Du kan læse mere om arrangementer på vores oversigt over kommende arrangementer. Og du kan tilmelde dig her

Deltagelse i kredsseminar 2022

I weekenden d. 7.-8. maj 2022 var store dele af kreds Vestsjællands bestyrelse trukket i arbejdstøjet. Denne gang deltog vi i Landsforeningen Autismes årlige kredsseminar med deltagelse af de andre kredse i Landsforeningen Autisme samt Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne, der i år blev afholdt i Nyborg

Et lille stemningsbillede af årets deltagere fra bestyrelsen efter en lang lørdag blev det også til, mens vi ventede på maden.

For selvom sommeren nærmer sig, så er vi i kredsbestyrelsen langt fra gået på sommerferie i endnu.

Vi er således i fuld gang med arbejdet i kredsen; herunder blandt andet planlægning af arrangementer. Så snart der er nyt, så vil du kunne se det her på vores hjemmeside. Ligesom hvor du altid kan finde en oversigt over kommende arrangementer her op vores hjemmeside, så snart datoerne er på plads

Ligeledes kan du følge vores side på Facebook og melde dig ind i vores Facebook gruppe.

Deltagelse på SIKON 2022

I år deltog 3 medlemmer af bestyrelsen for kreds Vestsjælland i den årlige SIKON konference, der blev afholdt i Odense d 25. og 26. april 2022.

I år var der for første gang et gennemgående tema for konferencen, nemlig “Autisme og Seksualitet”.

En ting, vi i hvert fald blev mindet om er, at seksualitet er så meget andet end fokus kun på den seksuelle akt. Det er også følelser, kønsidentitet, forelskelse, fysiske behov, forståelse af vores krop og dens reaktioner og meget, meget mere. Vi har alle, uanset om vi er autister eller ej, en seksualitet.

Undervejs var der dog også et par enkelte afstikkere til andre emner.

Bestyrelsesmedlemmerne fik et par gode, lange og lærerige dage i Odense, og de fik på trods af et pakket program, tid til en afsluttende Selfie efter Peter Lund Madsen havde lukket konferencen med et sidste indlæg om den autistiske hjernes muligheder og udfordringer.

Nyt arrangement i kalenderen målrettet sen-diagnosticerede kvinder

Det er os en stor glæde at kunne afholde vores første arrangement for sent diagnosticerede autister/autistiske mennesker.

Vores første arrangement af den type har fokus på sent diagnosticerede kvinder, hvor den primære målgruppe er kvinder 30+.

Oplægsholder er Psykolog Annette Møller Nielsen, der har årelang erfaring indenfor autismeområdet, bl.a. med rådgivning af forældre og fagfolk, undervisning og psykologiske undersøgelser af, og samtaler med børn, unge og voksne med autisme.

Arrangementet løber over to dage, nemlig d. 1. maj og d. 11. juni 2022. Begge dage fra kl. 11.00 – 14.00. Den 1. maj er kun for de sendiagnosticerede kvinder, mens d. 11. juni 2022 har man mulighed for at medbringe nærmeste pårørende.

Tema for de to dage:

  • DAG 1 – At få en diagnose sent i livet som kvinde 
  • DAG 2 – At være pårørende til en voksen kvinde med autisme

Bemærk at du skal tilmelde dig begge dage separat. Pris pr. dag er 50 kr. for medlemmer og 75 kr. for ikke-medlemmer af Landsforeningen Autisme.

Læs mere om det overordnede indhold af arrangementet under vores kommende arrangementer, hvor der også er link til tilmelding.

Hvis du er mand og kunne tænke dig et lignende arrangement målrettet mænd, så kontakt endelig bestyrelsen på vestsjaelland@autismeforening.dk. Vi håber nemlig meget at kunne afholde noget tilsvarende, som er målrettet sendiagnosticerede mænd på et senere tidspunkt. Så snart vi har nyt, annonceres det her.

Autismeugen 2022

Tema: Fællesskab med plads til forskellighed

D. 28. marts – 1. april

Kreds Vestsjælland er gået sammen med de andre kredse under Landsforeningen Autisme, Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne samt Autisme Ungdom for at arrangere Autismeugen 2022. Vi glæder os til at byde velkommen til en masse fantastisk spændende oplæg om autisme. Alle oplæg afholdes som webinarer.

Og så er det helt GRATIS.

Se programmet med links til de enkelte webinaer under vores kommende arrangementer

Du kan også læse mere på Landsforeningen Autismes hjemmeside.

Hvis du vil vide mere om de enkelte webinarer, så læs med her

Fyraftens-arrangement om STU

Landsforeningen Autisme, Kreds Vestsjælland har i samarbejde med Hans Knudsens Instituttet, STU Holbæk, glæden af at kunne invitere vores medlemmer til et oplæg om Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) som et fyraftens-arrangement d. 16. marts 2022.

På denne aften vil du høre mere om lovgivningen, udviklingen og hvad uddannelsen indeholder af muligheder for de unge. Du vil også lære hvad forskellen på STU og FGU (forberedende grunduddannelse) er samt mere om målgruppen for STU.

Oplægsholderne er Charlotte Holmer Kaufmanas, der gennem 26 år har arbejdet med autisme, først i Videncenter for Autisme, senere i Socialstyrelsen og på flere socialøkonomiske virksomheder – som embedsmand og leder. Hun er nu leder af HKI.
Og ikke mindst Stefan Håkansson, som er afdelingsleder på STU Holbæk og har siden opstart for 2 år siden etableret et godt samarbejde med virksomheder i forbindelse med oprettelse af praktikpladser til de unge.

Bisidder Team

Kreds Vestsjælland er rigtig glade for at kunne fortælle, at kredsen nu har et bisidder Team.

Det har længe været et stort ønske, at vi kan tilbyde dette til vores medlemmer. Nu er det endelig lykkedes og vi i bestyrelsen er rigtig glade for, at det nu er lykkedes at få et bisidder team op at stå.

For at læse mere om teamet og hvad de præcist kan tilbyde, så gå ind på vores side “Bisidder Funktion”.

Her kan du også se, hvordan du kommer i kontakt med vores bisidder Team.

bisidder
bisidder

Find rundt i kommunejunglen på autismeområdet

Et vejskilt hvor der er pile for stortset alle afdelinger i kommunen, der peger i alle mulige retninger.

Det kan føles som en ren jungle at finde rundt i hvilke tilbud og muligheder der er i ens kommune til børn, unge og voksne med autisme. 

Særligt hvis ens barn lige har fået sin diagnose.

Heldigvis har vi hinanden til at sparre med. 
Derfor har vi oprettet lokalgrupperne, hvor du kan sparre med andre pårørende i din kommune om hvilke muligheder der er, og hvor du samtidig kan hjælpe andre med at finde rundt.

Vi håber at I vil tage godt imod grupperne, som I finder her:

SLAGELSE: Autisme – Slagelse
HOLBÆK: Autisme – Holbæk
RINGSTED: Autisme – Ringsted
SORØ: Autisme – Sorø
KALUNDBORG: Autisme – Kalundborg
ODSHERRED: Autisme – Odsherred

Klik her for at dele denne artikel på Facebook.